af Andrew Mclean

Frygt og frygtrelateret adfærd, såsom at bukke, løbe løbsk og springe til siden, er egenskaber, hesten i løbet af evolutionen har udviklet som byttedyr. Frygt er stærkt knyttet til flugtadfærd og til tendensen til at fremkalde en gevaldig adrenalinrespons på potentielt farlige stimuli - reaktioner, som satte tamhestens vilde forfædre i stand til at undslippe rovdyr. En mild grad af flugtreaktion kan ses hos rideheste i form af spænding, en hård mund eller stivhed i kroppen, og en stærkere grad af flugtreaktion kan ses som bukkeadfærd, løbskhed eller overdreven vigeadfærd. På længere sigt bevirker frygt ikke blot nedsat velfærd for hesten. Det kan også påvirke dens immunforsvar og dens sundhed.

I løbet af de forgangne 6000 år, hvor hesten har været et husdyr, har vi ændret flugtreaktionen hos mange hesteracer med det resultat, at adfærden ikke vises nær så hyppigt som hos vildheste. Arbejds- og trækheste har været selekteret for en reduceret flugtreaktion, således at det er lettere at træne dem til at udføre det arbejde, de skal. De mere varmblodige (dvs. mere sensitive) racer, såsom engelsk og arabisk fuldblod og blandinger af disse racer, er mere tilbøjelige til at vise flugtreaktion og til at danne vaner, der involverer frygt og spænding.

Ryttere undrer sig ofte over, hvorfor deres heste er bange for ting, som umuligt kan skade dem på nogen måde. Det ville for eksempel være logisk at kunne se, at en miniature pony ikke ville være i stand til at æde en hest, der måler omkring 1,70 meter i stangmål. Så hvorfor være bange for den? Men denne situation er kun logisk, når vi betragter den med vores øjne og bruger vores forstand. Det er ikke nødvendigvis logisk i hestens øjne. Vores hjerne er meget forskellig fra hestens. Mennesker kan ræsonnere og tænke logisk. Det kan heste ikke, og derfor kan de heller ikke bedømme, hvilke elementer i deres omgivelser der er livstruende, og hvilke der blot er ukendte eller knyttet til en flugtreaktion på grund af vanedannelse. Ej heller kan heste analysere, og de er derfor ikke "ansvarlige" for deres adfærd. De er underlagt deres instinkter samt summen af de reaktioner, de i tidens løb har lært. Vi kan ikke ændre deres instinkter, men vi kan træne dem, så deres flugtadfærd med tiden bliver mindre og mindre udtalt.

Når vi overvejer træningen af en hest, som er frygtsom, kan det være en hjælp at betragte dens frygtadfærd - ikke som en følelse hos hesten, men som en fysisk adfærd, som den viser som reaktion på en bestemt stimulus. Frygt kan som de fleste andre adfærdsformer blive en vane. Fordi frygt er knyttet så tæt til flugtadfærd, og fordi flugtreaktionen er så vigtig en del af hestens instinkter, kan det være særdeles vanskeligt at fjerne vaner, der involverer frygt og spænding. Den værst tænkelige situation er, når den stimulus, der udløser frygten, er et menneskes tilstedeværelse, hvad enten han eller hun befinder sig i nærheden af hesten eller på dens ryg.

For helt at undgå at denne og lignende situationer udvikler sig, må vi forhindre, at hesten får mulighed for at give udtryk for frygt. Når det drejer sig om frygt, er det absolut meget bedre at forebygge end at helbrede. Hesten husker sin frygt langt bedre, hvis den akkompagneres af benbevægelser. Dette betyder, at hvis vi kan forhindre hesten i at bevæge sig, har vi mulighed for at undgå, at frygten bliver en vane. Når hesten viser frygt, udtrykker den sig ved flugtadfærd. Derfor er det vigtigt at hindre flugtadfærden. Hesten viser hovedsaligt flugtadfærd ved hurtigt at galoppere væk. For at standse flugtadfærden skal vi få den over i trav og i skridt og eventuelt helt stoppe hesten. Denne fremgangsmåde kaldes "Fejlfri Træning": Vi tillader ikke hesten overhovedet at vise anspændt adfærd (eller en hvilken som helst anden adfærd, som vi ikke ønsker, den skal gentage) - hverken ved træning fra jorden eller i sadlen - ved med det samme at foretage en ændring til en lavere gangart end den, i hvilken hesten viste frygt. Hvis en hest for eksempel støder sit hoftehjørne mod dørkarmen, idet den går gennem døren, vil den som regel reagere ved at løbe fremad. Hvis den får lov til at løbe et stykke vej (fx til enden af træktovet), vil den huske flugtreaktionen med det resultat, at den vil løbe gennem døren næste gang, den føres igennem. Men hvis rytteren standser dens flugt med et hurtigt signal på at standse helt op, vil hesten gå roligt igennem døren næste gang, den føres igennem.

For at forhindre en adfærd i at blive gentaget skal vi også sørge for, at den ikke bliver forstærket (dvs. belønnet). Ophør af tryk er særdeles motiverende for en hest, så enhver adfærd, der forstærkes ved ophør af tryk, vil gentages. Omvendt vil en hest, der ikke opnår ophør af tryk et eller andet sted på dens krop under træningen, være mere tilbøjelig til at blive spændt. Det er derfor, det er så vigtigt at sørge for, at hesten går i den rette holdning af egen kraft på et hvilket som helst niveau af træningen, hvilket opnås ved kun at have en ganske lav grad af forbindelse mellem rytterens hånd og hestens mund. Når vi træner med hesten, skal vi sørge for, at al korrekt adfærd belønnes ved at mindske det tryk, der motiverede adfærden, og at al ukorrekt adfærd standses med en hurtig overgang til en lavere gangart. Adfærdsreaktioner, der gentages ofte, bliver vaner. Adfærdsreaktioner, der er knyttet til en høj grad af frygt, kan blive en vane efter blot at være udført en enkelt gang.

Vær opmærksom på det, du ubevidst belønner, når du rider på hesten. Ryttere belønner ofte ubevidst frygtsom eller spændt adfærd, fordi de mindsker det tryk, der udløste reaktionen, i samme øjeblik, hesten spænder. Når det sker, bliver den spændte holdning ofte belønnende for hesten, fordi den medfører øjeblikkeligt ophør af tryk.

Hvis en rytter for eksempel trykker med schenklerne på en sensitiv hest, og den bliver spændt eller løber af sted med hovedet hævet, og derefter fjerner trykket samt anvender et mindre (og ineffektivt) schenkeltryk næste gang, så belønner han ubevidst hestens spændingsreaktion og lærer den derved at blive spændt, når schenklerne lægges til. Rytteren bør i stedet huske på princippet om fejlfri træning og standse hesten i samme øjeblik, den reagerer, for derpå igen at udøve et fast schenkeltryk. På denne måde forhindres alle uønskede reaktioner på schenkeltrykket, indtil hesten går fremad på den rigtige måde, hvorpå den belønnes ved ophør af schenkeltrykket.